
Endelig blev det tid til, at se nærmere på min foretrukne trend, nemlig 5G. Udrulningen af det kommende 5G netværk, vil revolutionere utallige sektorer og jeg vil i det følgende give en overordnet introduktion hertil og komme med mit bud på, hvilke aktier, du bør holde øje med.
Helt overordnet er 5G den femte generation af netværk. 5G gør det muligt at forbinde alt og alle med hinanden. 5G er markant bedre end 4G, blandt andet fordi 5G er væsentligt hurtigere, har mere kapacitet og betydelig hurtigere reaktionstid. Dvs. 5G kan sende kæmpe mængder data fra en enhed til en anden i nærmest realtid.
Dette er en af årsagerne til 5G er af afgørende betydning for selvkørende biler, fordi dets hastighed gør det muligt fx at få en bil til at reagere ved at bremse, hvis en anden bil/enhed imod forventning pludselig kører over for rødt lys.
Ifølge CNN er 5G op til 100 gange hurtigere end 4G og kan derfor downloade en 2 timers film på mindre end 10 sek.
5G vil påvirke hele den globale vækst og vil i følge Qualcomm skabe mere end 22 millioner jobs og påvirke verdens økonomi med 13,2 BILLIONER USD. For os der ikke er så vant til denne term, svarer en billion, til en million millioner danske kroner. Det kan du så gange med 13! og når du har gjort det, kan du gange det med den aktuelle dollarkurs.
Beløbet er så stort, at det er svært at forestille sig. Det har flere nuller end jeg erhvervede mig igennem hele min skole samt gymnasie tid tilsammen. Hvis du stadig er i tvivl om denne trend vil påvirke verden på alle måder, så læs videre.
Procentuelt virker det som en mindre justering, men 5G vil ifølge Qualcomm også have en 2,5% indflydelse på verdens GDP. Dette opvejer næsten i sig selv den negative effekt af Covid-19!
Under corona pandemien, er det blevet tydeligt, hvor afhængige vi er af en verden med et velfungerende netværk, som er stærkt nok til at håndtere flere millioner mennesker arbejder hjemmefra.
Ifølge CNN, var Netflix og Google’s selskab Youtube med flere, nødt til at skrue ned for hastighed og kvalitet under coronas start, for blot at undgå hele internettet kollapsede pga. et ualmindelig stort behov for streaming, arbejde hjemmefra osv.
Den tidligere nævnte reaktionstid ved 5G, er så lav, at den sammenlignes med at blinke med øjet. Denne hastighed, gør det også muligt at teleoperere, altså at fjern operere en patient. Pga. 5G har en læge fra Kina formået at fjern-operere en Parkinson patient i hjernen! Læs evt. følgende artikel fra BusinessInsider https://www.businessinsider.com/5g-surgery-could-transform-healthcare-industry-2019-8?r=US&IR=T
Udover selvkørende biler og telekirurgi, vil 5G endvidere påvirke følgende brancher;
Virtual og augmented reality. Forestil dig at se en fodboldkamp fra din egen stue. 5G’s hastighed i kombination med 5G’s behandling og håndtering af tonsvis af data på en gang, vil gøre det muligt at se en fodboldkamp i din stue via virtual og augmented reality, som om du var på stadion!
Kunstig intelligens. 5G’s hastighed og hurtige reaktionstid gør det muligt at opsamle og reagere øjeblikkeligt på selv abstrakt data. Hvis fx en sensor i en bil, bruger kunstig intelligens og registrerer en fare forude, formår den via 5G at videregive denne information til andre bilister. Dette er blot et ud af tusindevis af eksempler.
Internet of things, vil også påvirkes, idet 5G muliggør diverse enheders kommunikation med hinanden.
Se evt. mine tidligere indlæg omkring virtual og augmented reality, internet of things, kunstig intelligens og selvkørende biler via følgende links:
Endnu flere fremtids investeringstrends
Selvkørende biler, elbiler og en lille niche
Ifølge ResearchAndMarkets.com, forventes det globale 5G marked at vækste med intet mindre end 77,40% årligt frem til 2028! Jeg har ikke før set en vækst af denne størrelse og jeg mener du kan opnå et livsændrende afkast, såfremt du positionerer dig rigtigt, i forhold til denne trend.
Investeringsmulighederne
Jeg ejer utallige 5G aktier og nogle af dem jeg vil fremhæve er følgende: Ericsson, Inseego, Keysight Technologies, Skyworks Solutions. Jeg mener du bør se nærmere på dem alle. (Tickers: ERIC eller ERIC-B.ST, INSG, KEYS og SWKS).
Husk på alle de fremtidstrends og sektorer, der påvirkes og er direkte afhængige af 5G. Dette er den primære årsag til det er min foretrukne trend. For ved at investere direkte i 5G, investerer du samtidig indirekte i mange andre spændende brancher. 5G er i sin spæde spæde start og det er endnu ikke muligt at afdække og forestille sig alle de mange uanede og utallige muligheder det giver fremadrettet.
OBS: for god ordens skyld, skal det nævnes, at jeg selv ejer aktier i alle ovennævnte selskaber.
De bedste hilsner
Martin, Finansblog.dk
Disclaimer:
INGEN af mine indlæg må ses som en købsanbefaling. Det skal blot ses som inspiration. Jeg er hverken autoriseret til eller kvalificeret til decideret rådgivning. Jeg tager forbehold for tastefejl, misforståede eller misfortolkede informationer mv. Du bør altid selv undersøge mine påstande til bunds.