Aktier

En vækst aktie med 10-dobler potentiale

Vi fortsætter jagten på det næste store afkast og kigger igen på en high risk high reward aktie, med potentiale til en 10-dobling.

Som altid, vil jeg råde dig til at tjekke de forrige højrisiko aktier fra tidligere indlæg. Dette primært fordi alt efter selskab, kan det variere en smule, hvordan jeg anskuer det og ikke mindst hvor fokus er, afhængig af hvilken branche det drejer sig om. Se følgende 3 links:

14 aktier jeg ejer med ALLER højeste risiko! (IKKE biotek) – Finansblog.dk

Denne højrisiko aktie kan mindst 10 dobles! – Finansblog.dk

En potentiel disruptor inden for fremtidens ejendomshandel – Finansblog.dk

I dag, skal vi som sagt se på endnu en spændende aktie, som rummer kæmpe potentiale over de næste år.

Selskab: Matterport, ticker: MTTR

Aktuel aktiekurs: 15,87 USD

Markedsværdi: 3,840 mia. USD

Matterports 3D teknologi platform, gør det muligt at skabe en exact af kopi af et fysisk rum, bygning eller lignende og dermed omdanne det til en digital “tvilling”. Det er altså helt ned til detaljer som gulvbredde, væghøjde, bordplade mm. Teknologien er yderst relevant og anvendelig inden for mange spændende brancher. Her kan fx nævnes følgende:

Ejendomshandel; hvor du får en digital gennemgang/walkthrough i fx et hus der er til salg. Dette gør det nemmere og hurtigere at sælge, fordi du kan nå ud til mange flere. Nogle ville formentlig godt turde flytte til et hus langt væk, hvis de så præcist kan se det forinden. Tænk også hvad det sparer ejendomsmæglere af tid, at de fleste sorteres fra ved den digitale gennemgang og derfor skal ejendommen kun vises til de absolut mest interesserede, der ved hvad de kan forvente.

Rejsebranchen; Det forventes at fx hoteller som yder denne service, får langt flere besøgende, da hotelværelser og hotellet generelt kan opleves gennem Matterports 3D teknologi, inden det bookes.

Erhvervsejendomme eller lignende; det giver god mening, at nøje overveje hvordan en bygning skal indrettes inden den tages i brug og dette kan Matterports teknologi hjælpe med. Du kan også planlægge ændringer og forbedringer, fordi disse kan ses på forhånd digitalt, fx indretning og generelt optimering af produktiviteten i fabrik eller lignende. Når du har en idendisk tvilling digitalt, kan du meget nemmere udforske og ikke mindst evaluere hvorvidt noget giver mening at ændre. Forestil dig at skulle have nye vinduer i et kæmpe erhvervsbygning og du ikke engang behøver måle det.

Generelt giver Matterport en masse fordele, fordi det eliminerer afstanden imellem en bygning og en person. På den måde transformerer det noget fysisk til digitalt. Det giver dig al den viden du har brug for og som hidtil har været besværlig at indfange. Udover ovennævnte fordele, kan forsikringsselskaber også benytte teknologien så de fx ved brand eller indbrud, har et hurtigt og klart overblik over omfanget af en brand, stjålne genstande ved indbrud osv.

Matterport effektiviserer således mange brancher og ovenstående er kun et udpluk. Når din teknologi sparer tid og dermed penge, tilfører det som regel en væsentlig værdi for kunderne.

Omsætningen forventes at stige med 38% årligt de kommende år. Til sammenligning forventes markedet generelt at vækste med 9,6%. Indtjeningsvæksten forventes at være faldende den kommende tid, hvilket ikke er usædvanligt for en vækst virksomhed, der ekspanderer. Det at forventningerne til omsætningsvæksten er så stærke, indikerer der ses et tydeligt marked og behov for Matterports teknologi.

Ledelse: Som altid er ledelsen rigtig vigtig i et selskab. Her skuffer Matterport heller ikke, jeg blev næsten blæst bagover første gang jeg læste om ledelsen. I spidsen har vi Raymond Pittman, som heldigvis ejer over 10 mio. aktier, hvilket udgør hele 3,39% af virksomheden. Hvis du er fast læser, ved du jeg elsker insider ejerskab og dermed en leder med hånden på kogepladen. Pittman er en mand med solid erfaring og tidligere ledende roller i selskaber som Ebay og Apple.

Pittman suppleres bl.a. af medstifter Matt Bell, der kan prale med en fortid som bl.a. software ingeniør hos Google. Jeg vil ikke gå mere i dybden med ledelsen og erfaringen, men dog fastslå de også har særdeles god erfaring fra yderligere selskaber som Paypal, Microsoft osv.

FEM (er nødt til at skrive det med bogstaver, så du fornemmer min entusiasme 🙂 ). FEM ud af 10 af selskabets største aktionærer er insidere med diverse større selskabsroller og dermed selvsagt med betydeligt indsigt i og interesse i bedst muligt fremtidig drift af denne spændende virksomhed.

Risici: det forventede fald i indtjeningsvæksten de kommende år, anses som en risiko. Hvis Matterport ikke får styrket indtjeningen, kan det være svært at vækste i det ønskede tempo. Dette fordi der ikke skabes stort nok frit cash flow. Det er vigtigt med løbende godt frit cash flow til videreudvikling af teknologien, evt. opkøb, nedbringelse af gæld mv. Aktuelt anser jeg dog deres gæld som fornuftig sammenlignet med deres aktuelle aktiver. (debt to equity 28,1%).

Jeg tror de fleste, inklusiv undertegnede, kun har forstået en brøkdel af hvilke muligheder Matterport vil kunne bringe med sig. Lige nu, kan man endda bruge sin iPhone til at scanne et hus og se det som et dukkehus. Forestil dig Matterport bliver en slags platform, hvor du kan placere møbler fra diverse partnere.

Al den data Matterport vil kunne indhente, alle de partnerskaber de kunne tjene penge på. Matterport har nemlig “åbnet” deres platform, så udviklere kan bygge videre på den. IKEA ville eksempelvis kunne lave deres egen app, hvor kunder kan placere en sofa eller lignende, for at se nøjagtig hvordan det vil se ud. Denne sofa ville så kunne købes af IKEA, men via Matterports platform.

Flere kæmpe anerkendte virksomheder er på Matterports liste over kunder, her kan fx nævnes AirBNB, Redfin, Shopify, Hermes Paris og Starbucks. Ledelsen i Matterport ser værdien af det totale adresserbare marked på hele 240 mia. USD. Der er dermed meget gode muligheder for stærkt vækst, som er så essentielt, såfremt Matterport skal kunne 10-dobles eller mere i værdi. Matterport tjener aktuelt primært deres penge via hardware produkter samt deres software (på en abonnements løsning).

Denne abonnements løsning, spås at blive yderst lukrativ for selskabet i takt med flere og flere benytter platformen. Antallet af abonnementer 6-doblede i 1. kvartal 2021 sammenlignet med 2020. Mere end 13% af alle Furtune 1000 selskaber, bruger Matterport. Mange benytter dog blot deres freemium model pt, men det forventes en stor del kapres som abonnementer.

Der er ikke nogle nævneværdige konkurrenter, men flere små. Dog er det estimeret at Matterport allerede i skrivende stund har 100 gange mere data end alle de andre til sammen!

Matterport var oprindeligt en SPAC, se link herunder, hvis du vil vide hvad det betyder:

Introduktion til SPACs og hvilke SPAC aktier bør man købe? – Finansblog.dk

Hvis du vil læse mere om Matterport, kan det gøres via følgende link:

Capture, share, and collaborate the built world in immersive 3D (matterport.com)

Alt i alt ser jeg en spændende aktie og ikke mindst first-mover i stærk vækst, en særdeles kompetent ledelse, højt insider ejerskab, en lav markedsværdi, et stort marked for deres produkt, som løbende vil blive større og større i takt med anvendeligheden inden for flere brancher. Når så mange af mine krav er opfyldt, ejer jeg selvfølgelig selv aktier i Matterport.

Hvis du ønsker at vide, hver gang jeg offentliggør et nyt indlæg på min blog, kan du følge mig på instagram: finansblog.dk.

Hvis du ønsker at blive inspireret af eller direkte kopiere min portefølje på Etoro, skal du blot oprette en bruger, søge på MKollerup og trykke “Kopier”. Det er gratis og din portefølje vil automatisk følge min. Mindste beløb er 200 USD. Jeg skriver løbende opdateringer og gode råd derinde.

De bedste hilsner 

Martin, Finansblog.dk 

Disclaimer:  

INGEN af mine indlæg må ses som en købsanbefaling. Det skal blot ses som inspiration. Jeg er hverken autoriseret til eller kvalificeret til decideret rådgivning. Jeg tager forbehold for tastefejl, misforståede eller misfortolkede informationer mv. Du bør altid selv undersøge mine påstande til bunds. 

Related Articles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button