
I tidligere indlæg har jeg overordnet beskrevet cannabis, foldbare skærme, online undervisning, robotter og automatisering, telehealth, data, cybersecurity og GIG. I dag skal vi se på cloud computing, virtual og augmented reality, kunstig intelligens og internet of things.
Jeg tror på, at de investorer, der forstår og positionerer sig godt i forhold til disse trends, vil kunne opnå livsændrende afkast. Nedenstående skal blot ses som en overordnet inspiration og introduktion. Hver trend kunne nemt have fyldt 10 siders indlæg.
Lovende sektorer
Cloud computing
Cloud computing er et begreb der dækker levering af software, netværk, databaser, service og tjenesteydelser via internettet.
Behovet for cloud computing, vil stige markant det næste årti. Virksomhedernes stræben efter at spare penge og effektivisere, vil påvirke denne branche positivt. De sparer fx penge på opbevaring af data, servere mm. Dette ville koste langt mere, hvis de selv skulle administrere det.
Cloud computing gør det også mere fleksibelt for virksomhederne og deres ansætte, fordi Cloud gør det muligt, at kunne arbejde hjemmefra. Det er også nemmere for en virksomhed, at deres services og programmer automatisk opdateres og dermed altid overholder gældende lovgivning. Det er krævende hvis en virksomhed selv skal have overblik over dette.
Software og it er generelt en af de forretningsområder et selskab kan tjene flest penge på. Dette fordi det koster et givent beløb at udvikle, men når det er udviklet koster det mere eller mindre det samme at holde kørende uagtet om du har 100 eller 1 million kunder.
Software og it er generelt en af de forretningsområder et selskab kan tjene flest penge på. Dette fordi det koster et givent beløb at udvikle, men når det er udviklet koster det mere eller mindre det samme at holde kørende uagtet om du har 100 eller 1 million kunder.
Dette er i øvrigt også en af årsagerne til, at teknologi selskaber har en tendens til at have en eksponentiel udvikling, altså at de kan stige voldsomt i kurs og værdi hvis de får succes.
Inden for mange andre brancher, koster det flere penge, jo mere du vækster og selskabet skal fx ansætte nye medarbejdere, for at kunne følge med. Et konkret eksempel er en restaurant. Jo flere kunder du får, jo mere mad skal du lave, jo flere ansatte har du brug for og dermed stiger dine udgifter også markant. Du er også nødt til at etablere endnu en restaurant, såfremt du agter at fortsætte væksten.
Denne branche vil derfor, selv ved succes, have en tendens til at stige lineært i modsætning til et software selskab, som reelt kan drives af et minimum af ansatte.
Det globale cloud computing marked forventes at vokse fra 371,4 mia USD i 2020 til 832,1 mia USD i 2025, hvilket indikerer en årlig vækst på 17,5%. Disse tal er fra marketsandmarkets.com.
Hvis du har fundet ovenstående relevant, bør du tage et kig på Amazon eller Microsoft. Hvis du er lidt mere våget, bør du tjekke Fastly eller Twilio. (Tickers: AMZN, MSFT, FSLY, TWLO).
Virtual og augmented reality (VR og AR)
Virtual reality var i mange år, spået til at blive den næste store trend. Det er endnu ikke, for alvor slået helt igennem, primært pga. blot middelmådige produkter, der ikke har formået at leve op til brugernes forventninger.
Virtual reality skaber en kunstig verden og simulerer en anden virkelighed. Videospil og underholdning, har været det primære inden for virtual reality, men da Facebook bevægede sig ind i segmentet i 2014 via opkøbet af Oculus, har vi set andre spændende områder.
Dette er inden for erhvervslivet, hvor Facebook bruger virtual reality til fx virtuelle uddannelsesmoduler eller ved at danne forskellige samarbejdsmiljøer. IDC (International Data Corporation) mener dette segment vil stå for den største vækst.
Virtual reality var 10,3 mia USD værd i 2019 og markedet forventes en årlig vækst på 21,6% frem til 2027. Disse tal er fra Grand View Research.
Augmented reality adskiller sig fra virtual reality, ved at det kombinerer noget kunstigt med den virkelige verden, fx Pokémon GO spillet. Her kan du via en app, se/finde Pokémons i den virkelige verden.
Flere prominente selskaber som fx IKEA, har også benyttet sig af AR, ved at give kunder mulighed for at se et specifikt møbel i kundens eget hjem, inden de køber.
Jeg tror dette bliver en stor del af fremtiden. Flere selskaber forsøger sig også med virtuelle prøverum, hvor kunderne kan se, hvordan tøj kommer til at sidde på din krop, inden du køber.
Augmented reality markedet har i 2020 en værdi på 1,5 mia USD og forventes at stige 55% årligt frem til 2028! Disse tal stammer fra Globe News Wire.
Apple, Google og Facebook bevæger sig inden for både VR og AR og alene deres indtræden i branchen, gør den værd at holde øje med. Hvis man ønsker at eksponere sig direkte imod denne branche, giver det ikke mening at gøre det via de store spillere. Dette fordi disse to trends, formentlig blot vil forblive en brøkdel, i forhold til deres primære forretningsområder.
Så tag evt. et kig på PTC (Ticker: PTC), såfremt du ønsker en mere direkte eksponering imod sektoren.
Kunstig intelligens
Kunstig intelligens går ud på at maskiner formår at tænke og finde løsninger, ligesom en menneske hjerne. Det benyttes allerede i større omfang og mange gange tænker vi ikke over det.
Du har måske talt i telefon med en robot der har sendt dig korrekt videre ud fra dine spørgsmål, du har oplevet at Netflix anbefaler dig en relevant serie, ud fra dine tidligere præferencer. Du har måske endda bedt Siri om at foretage et opkald via din iPhone osv.
Kunstig intelligens vil revolutionere hele verden det kommende årti og mulighederne vil være uendelige, i takt med teknologien bliver bedre og bedre. I fremtiden vil kunstig intelligens endda måske være i stand til at fortælle præcis hvordan vi får stoppet en virus pandemi, sammensætte den rigtige vaccine eller lignende.
Maskiner bliver ikke trætte og har ej brug for søvn, maskiner er rationelle uagtet situationen, maskiner overtager gerne jobs med “intet eller lidt indhold”.
Kunstig intelligens vil være af afgørende betydning for mange andre trends og derfor mener jeg den er så vigtig at investere i, på et stadig rimelig tidligt stadie. Robotter, selvkørende biler, internet of things, data behandling, healthcare osv. vil alle, i en vis grad påvirkes af kunstig intelligens.
Derfor kan du ved investering i kunstig intelligens, indirekte også investere i andre, ligeså spændende trends automatisk.
Det globale marked for kunstig intelligens var i 2019 27 mia. USD værd. Der forventes en årlig vækst på 33,2% frem til 2027, således at markedet på det tidspunkt vil udgøre 267 mia. USD! Disse tal er fra Furtune Business Insights.
Hvis du finder ovenstående interessant, vil jeg anbefale dig at se på NVIDIA der leverer grafiske chips til dele af industrien. (Ticker: NVDA). Appian og Xilinx er også særdeles spændende. (APPN og XLNX). Store spillere som IBM, Amazon, Facebook giver også eksponering imod sektoren.
Internet of things (IoT)
IoT forbinder ting til internettet. Det kan fx gøre dig i stand til at styre elektricitet, overvågning eller lignende i dit hus via din smartphone. Det kan også være droner, som jeg anser for, en af de mest afgørende trends inden for IoT. Generelt dækker det fysiske ting, som har brug for netværk og internet.
IoT kan for mange virksomheder spare penge og øge effektiviteten. Dette fx når en virksomhed får mulighed for at overvåge deres maskiner og dermed kan se inden en vigtig del skal udskiftes. Således undgås der nedetid og unødige omkostninger.
Den teknologiske udviklings største formål er at gøre vores liv nemmere og det må man sige denne trend imødekommer generelt. Der findes næsten ikke det område, IoT ikke er relevant for. Selv landbruget kan benytte sig af fx intelligente jordmålere, som gør det muligt for dem at vide præcis, hvornår det er bedst at dyrke og høste.
Tilbage til droner. Med Amazon og flere kinesiske selskaber i front, ser flere og flere virksomheder på drone levering. Fordele er fx, at pakker ofte ikke beskadiges og de er væsentlig hurtigere fremme til modtageren.
Såfremt der vælges el droner, vil der også spares brændstof og forurening i længden. Der er således også mange samfundsmæssige gevinster ved denne trend.
Ifølge Fortune Business Insights, havde IoT i 2019, en markedsværdi på 250 mia. USD og det forventes at ramme 1.400 mia. USD i 2027, hvilket indikerer en årlig vækst på 24,9%!
IoT spænder selvsagt over en meget bred vifte og det kan derfor være svært at vide hvordan man investerer i trenden. Jeg mener selv Impinj og Calamp er 2 relevante bud på spændende aktier. Aerovironment er også spændende, såfremt du ønsker eksponering imod droner. (Tickere: PI, CAMP og AVAV).
Fællestræk og det næstkommende indlæg
Det er meget sigende, at samtlige ovenstående trends, (igen!) bevæger sig inden for teknologi. Som jeg også nævnte ved mine 2 tidligere indlæg omkring fremtids investeringstrends:
Tendensen er, at de virksomheder der forstår, udvikler og benytter sig af ny teknologi og dermed konstant er innovative, vil overleve og tage markedsandele. Alle de andre vil gradvist miste flere og flere markedsandele.
Næste indlæg vil omhandle nogle af følgende fremtidstendenser:
5G (min foretrækkende trend), selvkørende biler og el biler, eller digital payments.
OBS: for god ordens skyld, skal det nævnes, jeg selv ejer aktier i alle ovennævnte selskaber.
De bedste hilsner
Martin, Finansblog.dk
Disclaimer:
INGEN af mine indlæg må ses som en købsanbefaling. Det skal blot ses som inspiration. Jeg er hverken autoriseret til eller kvalificeret til decideret rådgivning. Jeg tager forbehold for tastefejl, misforståede eller misfortolkede informationer mv. Du bør altid selv undersøge mine påstande til bunds.