AktierGenereltInvesteringSelvhjælp til aktier

Gode råd på aktiemarkedet

I dag skal vi se på hvilke råd, tips og tricks, du kan benytte dig at på aktiemarkedet. Det er alt noget jeg selv har for øje dagligt.

Inden vi går i gang, vil jeg benytte lejligheden til at beklage, der har været meget stille i meget lang tid på bloggen. Det er af private årsager, da jeg fik købt mig et hus, som jeg fortrød og derfor måtte købe et andet. Derfor skulle jeg af med mit oprindelige hus, sætte et hus i stand til salg og klargøre et hus til indflytning. Udover manglende tid de seneste måneder, har jeg også ventet i lang tid på fibernet osv. Nå, nok om mig og mit private, nu til sagen 🙂

Flere og flere læser med og ikke mindst interagerer via kommentarer og mails med diverse spørgsmål. Mit seneste indlæg har fået meget respons og jeg er i mellemtiden blevet bevidst om, at der er endnu mere, jeg selv godt ville have vidst, da jeg startede med at investere. Så det vil være dagens fokus. Og JA, der kommer også snart et indlæg om nye spændende aktier, som jeg tror meget på de kommende 5-10 år!

  • Pas på med IPO’s (Børsintroduktioner). Her har jeg selv brændt nallerne nogle gange. Nye selskaber på børsen er utrolig volatile og kan ofte være udsat for voldsom hype i begyndelsen. Dette er mange større investorer også bevidste om, så de smutter ofte, når den første stigning på 50% er indtruffet, hvorefter det er de små private investorer, der sidder tilbage med et urealiseret tab, når aktierne begynder at falde. Alle selskaber skal bevise sit værd på børsen og levere mindst som forventet ved hvert regnskab. Derfor kan det give god mening at afvente nogle kvartaler. Jeg synes også der er en tendens til, at en del selskaber laver en slags “J” kurve når de børsnoteres, hvor de starter med en stigning for derefter at falde og til sidst bevæger de sig stille opad. Se fx på Upworks kurs (Ticker: UPWK), hvis du ønsker et eksempel.
  • Hold dig fra ETF’er og investeringsforeninger. Lav din egen i stedet for. Jeg har generelt ikke noget imod ETF’er, men der er en meget lille sandsynlighed for man ønsker at eje alle de aktier, der indgår i en ETF. Derfor synes jeg det svarer lidt til at bede damen i supermarkedet om at fylde en pose med indkøbsvarer, for hun aner jo ikke om du fx kan lide leverpostej. Du vil få noget ubrugeligt/værdiløst med automatisk. Få dårlige aktier, kan godt påvirke det samlede afkast markant. I denne tid, hvor det er så billigt at handle og nogle steder helt gratis, så hvorfor ikke selv købe 5-10 aktier inden for fx kunstig intelligens, 5-10 aktier inden for grøn energi osv.
  • Apropos ovenstående punkt. Hvis du har svært ved selv at finde frem til de mest spændende enkeltselskaber, så find inspiration hos investeringsforeningerne. Et eksempel kunne være at du leder efter en god aktie inden for emerging markets. Så googler du “Nordea invest emerging markets holdings”. Her klikker du på linket og kan se hvilke aktier, der fremgår i beholdningen. Dette gør du efterfølgende med Danske Bank og fx også Maj Invest. Her i det aktuelle eksempel, vil du kunne se at samtlige 3 kapitalforvaltere fx ejer en større del i Taiwan Semiconductor. Det vil derfor være rimeligt at antage dette selskab vil levere tilfredsstillende, da de bedste hjerner fra henholdsvis Nordea, Danske Bank og Maj Invest alle har den i deres portefølje. Jeg mener selv jeg kan finde meget mere attraktive selskaber på egen hånd, men måske du ikke bruger samme tid som jeg og derfor kan bruge dette som pejlemærke eller kvalitetsstempel i din research.
  • Når selskaber fremlægger regnskaber, er der nogle gange alt for meget fokus på ledelsens forventninger til fremtiden. Derfor opleves det jævnligt, at et selskab leverer et fantastisk regnskab, men hvis de er en smule konservative i deres udmelding, kan kursen falde brat. Her slår jeg ofte til og køber!
  • Lad din portefølje fokusere sig selv, det er ikke tilfældigt hvilke af dine positioner, der kommer til at fylde mest i din portefølje. Pas på med at sælge vindere. Hvis du havde Messi og Ronaldo (da de var i bedste form) på samme fodboldhold og de stod for de fleste mål, ville du så sælge dem og forvente at vinde Champions League igen året efter? Det er fuldstændig samme princip med vinderaktier i din portefølje.
  • Når du researcher en virksomhed, så vær kreativ. Tjek fx deres jobopslag på hjemmesiden. Det kan give dig en indikation på væksten og fremtiden! Hvis de fx søger en indisk talende sælger, er de måske på vej ind på nye områder.
  • Hav altid øje på TAM, det totale adresserbare marked og dets størrelse samt evt. udvidelse af dette. De aktier, der leverer højest afkast, skal kunne vækste adskillige år fremadrettet.
  • Vær opmærksom på i hvor høj grad et selskab ændrer/revolutionerer/disrupter deres branche.
  • Vær opmærksom på insider køb og salg i selskabet. Tommelfingerreglen er, at der kan være mange grunde til ejere sælger nogle aktier men KUN én grund til de køber og det er positive forventninger til fremtiden, fra folk der ved hvad de har med at gøre! Så lad dig ikke skræmme af salg, men bliv begejstret over køb.
  • Ofte er de bedste aktier allerede i din portefølje, så nogle gange skal man ikke opfinde den dybe tallerken og finde nye, men blot supplere i de eksisterende.
  • Alle kan lykkes når markedet går op! Kun få kan, når det går ned. Heldigvis er det primært, fordi de mest uerfarne kommer til at sælge, så hvis du bliver nervøs, så zoom ud! Kig på en graf for aktiemarkedet for de seneste 100 år. Du vil kun se fald, hvis du zoomer ind. Jo længere du zoomer ud, jo mindre nervøs bør du være. Forstå og accepter at markedet falder periodevis. Gør intet eller køb mere når det sker!
  • Pas på med Stop Loss, hvor man automatisk sælger hvis kursen rammer et vist niveau. Hvis du har brug for at holde øje med kursen, har du ikke gjort din research godt nok! Hvis du sælger, risikerer du at stå tilbage på perronen, når toget kører. Det er naivt at tro, du kan ramme aktiens bund, hvorefter det bare stiger. Jeg forventer altid selv et nyindkøb vil falde 50% når jeg køber. Derfor virker det bare som en lettelse, hvis den kun falder 25%. Alle aktier jeg har tjent kassen på, er startet med først at falde. Mit afkast havde været ikke eksisterende, hvis jeg havde solgt, når noget var faldet 20%!
  • Vær ikke bange for at købe højt! De fleste aktier, der er steget meget, stiger yderligere. Det er psykologisk altid nemmere (men ofte dummere) at købe noget, der er faldet 80%. Husk på at hvis en aktie falder 80%, skal den 4 dobles for blot at være på niveau med før.
  • Vær investor, ikke trader. Din største og nærmest eneste fordel imod de store drenge på Wallstreet er, at du ikke behøver levere hvert kvartal. Du er ikke nødt til at sælge pga. midlertidige udsving, så lad dog være. Jeg læste engang en undersøgelse der viste, at de absolut bedst performende porteføljer, viste sig at være fra afdøde, netop fordi de ikke var blevet rørt i 10 år+.
  • Meget få aktier, står for størstedelen af afkastet i hele markedet! Så det er okay og helt almindeligt, at få gode investeringer, står for størstedelen af dit afkast i porteføljen.
  • Vent ikke på den perfekte indtræden. Hvis en aktie 10-dobles, er det fuldstændig ligegyldigt om du giver 100kr eller 125kr.
  • Markedet stiger mere end det falder, så hvorfor købe på plusdage?
  • Rentes rente! Lad dine penge forblive investeret og udnyt rentes rente. Jeg har flere gange nævnt rentes rente her på bloggen og det er total undervurderet. Forestil dig du har en million kroner og får 50% i afkast. I dette tilfælde vil dit afkast svare til 500.000kr. Nu har du så 1,5 millioner. Næste år behøver du så kun omkring 30% i afkast for IGEN at tjene 500.000kr. Jo mere du lader rentes rente arbejde for dig, jo større mirakler vil du se. Du forrenter konstant dit oprindelige beløb plus de løbende renter/afkast.

Det var alt for i dag. Jeg håber ovenstående råd og tips er brugbare. Tak fordi du læser med.

Hvis du ønsker at blive inspireret af eller direkte kopiere min portefølje på Etoro, skal du blot oprette en bruger og søge på MKollerup og tryk “Kopier”. Det er gratis og din portefølje vil automatisk følge min. Mindste beløb er 200 USD. Jeg skriver ugentlige opdateringer og gode råd derinde.

Hvis du ønsker at vide, hver gang jeg offentliggør et nyt indlæg på min blog, kan du følge mig på instagram: finansblog.dk.

De bedste hilsner 

Martin, Finansblog.dk 

Disclaimer:  

INGEN af mine indlæg må ses som en købsanbefaling. Det skal blot ses som inspiration. Jeg er hverken autoriseret til eller kvalificeret til decideret rådgivning. Jeg tager forbehold for tastefejl, misforståede eller misfortolkede informationer mv. Du bør altid selv undersøge mine påstande til bunds. 

Related Articles

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button