
Jeg har i flere måneder gået og forberedt dette indlæg, som efter min mening, kan give et særdeles godt og dybere kendskab til kryptovaluta. Hvis du fortsat ikke har sat dig ind i det, misser du en sjælden mulighed! Vi skal selvfølgelig også se på NYE investeringsmuligheder, som endnu ikke har været omtalt på bloggen før.
Månederne er gået på intens research via utallige analyser og podcasts. Jeg nægter at skrive en sludder for en sladder og derfor vil jeg være sikker på jeg reelt tilfører noget værdi, førend jeg offentliggøre et indlæg.
Jeg vil råde dig til at læse de 2 første indlæg, hvis du endnu ikke har gjort det. Det følgende indlæg, vil formentlig bare forvirre dig, hvis kryptovaluta er helt nyt for dig. Se følgende links:
Kryptovaluta 2.0 – Finansblog.dk
Derfor forventer jeg at blive millionær på kryptovaluta – Finansblog.dk
Generelt, når jeg skriver indlæg om kryptovaluta, slår det mig at der konstant er røde streger under ordet “kryptovaluta”. Det kan virke som en ligegyldig detalje, men i mine øjne bevidner det, hvor tidligt vi fortsat er i stadiet.
Kryptovaluta er kommet for at blive og det er heldigvis ikke gået op for størstedelen af verden, om end der tydeligt er tegn på, at vi hver dag tager en lille etage op af mainstream elevatoren. Det er den samme elevator jeg har omtalt tidligere, hvor jeg minder om at kryptovaluta ikke kan lide at gå. Så når det går op, er det via elevatoren, men når det skal ned, hopper det ud af vinduet.
Dette billede kan jeg godt lide at bruge, ikke mindst for at forberede læsere (og undertegnede) på at det går rigtig stærkt op, men endnu stærkere ned. Sådan er gamet og hvis du ikke kan tåle turen i det gyldne tårn, må du fiske ænder i andedammen eller se Pjerrot. Kryptovaluta er af nogle investorer beskrevet som wild west og det er nærmest en underdrivelse. Aktier har altså OGSÅ engang været wild west. Fx er alle børsnoteringer af aktier jo også stadig meget volatile. Hvorfor? Fordi noget nyt er så vanvittig svært at prissætte, førend du kender den fulde værdi.
Det kan virke en smule modsigende, at jeg på den ene side ikke mener verden har fået øjnene op for dette og på den anden side ser, læser og bemærker hvordan kryptovaluta stille og roligt bevæger sig hen imod “full adoption” – ved simpelthen ikke hvilket dansk ord jeg skal bruge her.
Men sådan er det typisk, når følelserne og fornuften blandes. Statistikkerne viser krypto bliver mere og mere anvendt, men det er som om nogle folk ikke vil acceptere og indse det faktum. Bemærk jeg skrev stille og roligt, for jeg mener først vi vil se det fulde potentiale udfolde sig inden for 5-10 år.
Jeg ser efter store konkrete tendenser, trends, beviser, undersøgelser og rapporter der indikerer og bekræfter det går fremad. Jeg ser dog også små små tegn, som formentlig bliver overset af de fleste, -selv garvede investorer. Et eksempel kan være Amazon. Jeg antager vi hurtigt kan blive enige om de har været frontfigur og foran hvad angår innovation i flere årtier. Derfor er det bemærkelsesværdigt og et særdeles godt tegn, at de i skrivende stund har intet mindre end 39 aktuelle jobs, relateret til ordet krypto, når man tjekker i deres job-database. Hvis der søges på blockchain, er der aktuelt 73 søgeresultater. For mig, er det et klokkeklart signal.
Er du også klar over at disse virksomheder, tager imod Bitcoin som betaling? AT&T, Overstock, BMW, ETSY, Wikipedia, Microsoft, Shopify og Newegg. Det er altså prominente verdenskendte brands, hvis nogen skulle være i tvivl.
Jeg synes der er mange gode tegn og så er det sjældent et aktiv løser det største problem BÅDE for de rige og de fattige på én gang. De rige skal hedge sig imod inflation og negativ renter. Da Bitcoin har et forudbestemt og begrænset udbud, forekommer det som et sikkert digitalt aktiv. I hvert fald så længe nok mener det. Og det gør nok, åbenbart. De fattige kan derimod benytte penge og betalinger uden en bankforbindelse, som ofte kun er tildelt dem med penge. Nogle er ikke engang registreret og med ID, så hvem ville oprette en konto for dem?
Siden sidst
Generelt har vi set et markant tilbagefald på markedet over den seneste tid. Den primære baggrund for faldet bunder i følgende; El Salvador har som det første land nogensinde gjort Bitcoin til national valuta. Alle virksomheder i landet er således forpligtet til at tage imod Bitcoin og befolkningen er nødt til at benytte det. Uger og dagene op til den endelige ikrafttrædelsesdato, var der en Reddit gruppe, der aftalte at de alle skulle købe for 30 USD Bitcoin på dagen, hvor Bitcoin officielt “indtog” El Salvador. Denne plan, bredte sig hurtigt over landegrænser.
Rygterne om denne aftale, hvis formål selvsagt var at få kursen til at eksplodere, gik ikke udenom de tunge drenge i klassen. Et hav af såkaldte Crypto-Whales, altså nogle af de absolut største indehavere af Bitcoin, var således udmærket klar over denne plan.
Derfor så de deres snit til at sælge ud på dagen og DET rykker altså markeder, især uregulerede markeder. Resultatet blev at de rige solgte på toppen, hvorefter faldet tog fart. Denne fart, skræmte selvfølgelig de små retail investorer væk og man kunne ikke se r*ven for bar skosåler. De skyndte sig at sælge ud, hvorefter de rige igen kunne akkumulere Bitcoin og altcoins, nu til langt lavere priser.
Desværre er det ofte den vej det går. Også på aktiemarkedet. Når kæmpe fald indtræffer, ændres der ikke noget på selve aktivet. Nej, det eneste der ændrer sig er ejerne. De små investorer sælger billigt til de rige. Det er de samme små investorer som altid håber på et fald, så de kan købe billigt. Men når faldet indtræffer, løber de væk, for at komme retur senere og købe dyrere. Det er nogen gange for nemt for de rige. Krypto hvalen forvandlede småinvestorerne til dåsesardiner på få minutter.
Det at markedet er ureguleret, har også en uhensigtsmæssig indvirken, hvis man køber “for sjovt” og hurtigt skræmmes væk ved fald. Det uregulerede betyder nemlig også krypto nemt kan købes MEGET højt gearet, fx 100 x gearing, som små investorer almindeligvis ikke kan. Derfor, når fald opstår, kræver deres platform at de indfrier og betaler noget margin som sikkerhed for de rent faktisk kan betale. Investorer er derfor fx nødt til at sælge ud af andre kryptovalutaer, for at få likvider til at kunne indfri fx deres Bitcoin investering med gearing 100. Dermed falder markedet endnu mere og det skræmmer endnu flere osv.
Ukraine har for nyligt som seneste land i rækken, lovliggjort handel med Bitcoin.
Coinbase har besluttet sig for at investere 10% af deres profit i kryptovaluta fremadrettet. Det vil skabe fortsat bedre volumen og interesse i de spændende projekter. Du kan i øvrigt tjekke hvilke investeringer Coinbase selv har via dette link: Coinbase | Ventures
Twitter vil tilføje Bitcoin til deres tjeneste, således at man via digitale valutaer, kan betale content creators for deres indhold. Hidtil har det kun været muligt at tippe med “almindelige penge”.
Skeptikerne og full adoption
Skeptikerne har argumenteret forskelligt løbende. Noget i stil med følgende;
I 2012 var det “ingen bruger det”, i 2013 “kun kriminelle bruger det”. I 2015 “kun computernørder bruger det”, i 2017 “kun gamblere bruger det”, 2019 “Kun en meget lille procentdel bruger det”, 2020 “kun små virksomheder tager imod det”, 2021 “kun små lande bruger det”. Det er tydeligt at se tendensen 🙂 Måske det er svært at finde flere argumenter imod Bitcoin og det kan være årsagen til fokus er på altcoins (altså alle andre kryptovalutaer end Bitcoin). Skeptikerne tror de er en slags internet fantasi penge uden formål. Lad os se hvordan den omtale udvikler sig fremadrettet.
Det er min opfattelse af full adoption/mainstream opnås når kryptovaluta bliver konkret anvendeligt. Jeg har i tidligere indlæg, beskrevet gentagne konkrete måder, hvorpå kryptovalutaen kan tilføre meget stor værdi. Fx inden for DeFi (decentraliseret finans), kan der via blockchain trackes et aktivs værdi, fx værdien af dit hus. Denne værdi vil gøre du kan låne i dit hus igennem kryptovaluta, uden en bank som en mellemmand og dermed væsentlig billigere, hurtigere og mere effektivt.
Et andet vigtigt aspekt, der vil påvirke kryptovalutaer markant, er NÅR det går op for folk, at en teknologi godt kan være sikker og troværdig, uagtet den er decentraliseret. Mange mener og med god grund, at når noget ikke reguleres af stater og eller banker, er det usikkert og utrygt. Når denne hurdle overkommes, vil kryptovaluta være tæt på at være mainstream, fuld ud accepteret og legalt.
Hvordan analyserer man en kryptovaluta/altcoin?
På nogle måder minder tilgangen om aktieinvestering, men alligevel er det andre ting, der er relevante og i hvert fald helt andre termer end de fleste er vant til.
Det første step er at læse et whitepaper omkring den pågældende altcoin. Dette er en slags rapport, som giver dig den overordnede indsigt i formålet, use-cases, protokollen, visionen, teamet, historien osv. Hvis du bruger Coinbase platformen, finder du et link til whitepaperet, når du trykker på en given kryptovaluta. Alternativt kan du også nemt taste kryptovaluta navnet på hjemmesiden www.whitepaper.io og få et overblik.
Coinbase, Kraken, eToro og Crypto.com. Specielt de 3 førstnævnte, lister ikke bare tilfældige kryptovalutaer. Selvfølgelig har populariteten noget at skulle have sagt, men de gennemgår og screener rent faktisk, hvorvidt kryptovalutaen er professionelt drevet og juridisk godkendt, om volumen er der osv. Derfor kan man med rette bruge deres screening som et pejlemærke. Dermed ikke sagt alle coins der listes, er fantastiske eller vil blive en god investering. Men de værste sorteres fra og lander aldrig på en velrenommeret kryptobørs.
Ligesom ved aktier, ser jeg rigtig gerne en høj insider ejerandel, så ledelsen har hånden på kogepladen. Ved krypto, ønskes det dog ikke alt for højt, da en ledelse i givet fald ville være i stand til at manipulere med prisen.
Se efter konkrete og specifikke use-cases. Du skal kunne forstå hvad de vil. Du kan eksempelvis tjekke antal transaktioner på månedsbasis og sammenligne med andre måneder. Du får således en ide om væksten og interessen. Ved aktieanalyse giver det mening at se på salgsvækst, men i krypto svarer det til “transaktionsvækst”. Når produktet/teknologien benyttes skabes der en transaktion.
Hvem kan have brug for deres teknologi, hvor stort er det totale adresserbare marked, kunne de potentielt ændre/disrupte en hel industri. Hvem består ledelsen af? Det skal helst være prominente navne fx tidligere Google og Adobe ingeniører med et særdeles godt kendskab til teknologi og netværk i branchen.
Markedværdien er også vigtig, da den indikerer hvor stort en kryptovaluta det er og dermed hvor meget den kan vokse. Det er nemmere at vokse fra 1 til 10, end fra 100 til 1000. Du finder markedværdien ved at gange antal coins der eksisterer med den aktuelle pris af en coin. Ved kryptovaluta er det dog svært at fastlå 100%. Det er fordi coins kan være “brændt”, altså fjernet fra markedet. Nogle kan også have glemt deres investeringer og eller glemt en kode til en wallet.
Derudover en stærk udviklerbase, særdeles god sikkerhed, lave transaktionsomkostninger, hurtig teknologi (transaktioner pr sekund) og effektivitet. Er udbuddet begrænset som fx Bitcoin eller ubegrænset? Et stort udbud er ikke nødvendigvis dårligt, da det afhænger af formålet. Fx spås Dogecoin af nogle til at kunne blive en måde influencers kan få små tips på sociale medier. Og derfor giver det mening udbuddet suppleres markant årligt, så prisen ikke bliver alt for høj pr coin.
Find antallet af aktive wallets. Denne faktor er i sig selv spændende men også essentiel for andre parametre. Fx hvis du dividerer markedsværdien af en kryptovaluta med antal aktive wallets. Så får du en indikation af hvad gennemsnitsbeholdningen er og dermed en ide om troen/tilliden til teknologien.
Ovenstående guidelines kan forhåbentlig give dig en ide om hvordan man anskuer en kryptovaluta.
Hvad skal man IKKE købe?
Den manglende regulering, gør det nemmere for svindlere at snyde, fx ved at lave en falsk coin uden nogen værdi som hypes, for derefter at blive værdiløs. Da meget kryptovaluta er kodet i open source, er det nemt at kopiere de allerede eksisterende koder og oprette sin egen. Derfor skal man også vide, hvad man IKKE skal købe.
Det er vigtigt at pointere open source generelt er en stor fordel, for det betyder at alle kan udvikle videre på de spændende projekter. Det tiltrækker en masse af de bedste hjerner inden for blockchain teknologi, som gerne ønsker at bidrage til en god udvikling for altcoins, de formentlig selv ejer en del af.
Som jeg forstår det, er open source også en af de mange grunde til det generelt er svært at regulere kryptovaluta. Hvis nu en enkelt virksomhed stod for hele kodningen og dermed projektet, ville det være nemmere for regeringer. Men hvordan skal man regulere noget kode, der udvikles løbende af fx flere hundrede loyale kodere? Hov, et sidespring som ofte. Jeg har så svært ved at holde den røde tråd, når et emne interesserer mig så meget. Alle delemner, minder mig om alt muligt, jeg synes du også skal vide på vejen 🙂 Vi skulle se på hvad man IKKE skal købe.
Der er en del “røde flag” inden for kryptovaluta. Her er de vigtigste efter min mening.
Du skal aldrig købe:
x En kryptovaluta, som består af en anonym ledelse
x En kryptovaluta, som ikke har et team af medarbejdere
x Hjemmesider af dårlig kvalitet eller fuld af stavefejl
x En kryptovaluta, som KUN findes på de allermindste platforme
x Meget lav trading volume, for det indikerer lille interesse og du risikerer det er svært at sælge til en fair pris
x En coin, hvis pris pr. coin stiger, men uden volumen også stiger. Det kan være et faresignal.
x En alt for hypet coin. Man skal i hvert fald være skeptisk. Folk betales for at omtale coins på sociale medier!
Et godt værktøj til screening, er Coinopsy.com. Når du åbner denne hjemmeside, fremgår en fane øverst som hedder “Dead Coins”. Her kan du tjekke om en krypto er på listen over rapporteret snyd/scam. Fx hvis hjemmesiden ikke duer, der er ingen kode eller lignende.
De bedste kryptovalutaer
Jeg vil tillade mig at påstå at hele 99% af ALLE kryptovalutaer er værdiløse, ubrugelige eller direkte scam/snyd. Men de sidste (op til) 1% kan gøre dig økonomisk uafhængig! Der findes på nuværende tidspunkt over 6.000 forskellige kryptovalutaer og personligt mener jeg kun pt at 50-60 stk. er værd at købe.
Jeg er fortsat positiv på alle de kryptovalutaer fra de foregående indlæg. Jeg håber du fik tilføjet Solana kurs 32, som nu er over 167(altså +420% på 2 mdr.) og Avalanche kurs 12, som nu er over 53 (+340% på 2 mdr.) I dag vil tilføje følgende kryptovalutaer, som jeg ikke før har nævnt:
Radicle, Loopring, Raydium, Serum, Orchid, Maker, Rally, Celo(CGLD), Near Protocol, Aave, 1inch, The Graph, Chiliz og Stellar Lumen.
Ja, der er stadig mange skeptikere og heldigvis. Mange mener i særdeleshed Bitcoin er en bobbel. Men, hvad nu hvis Bitcoin ikke er en bobbel, men nålen der prikker boblen? Læs det igen.
Afsluttende bemærkninger
Vi ser en sjælden mulighed i mine øjne. Hvis du har fulgt med på bloggen, vil du vide jeg virkelig tror denne revolution er i gang med at ske. Jeg er nødt til at gentage mig selv og minde om det er den ASYMMETRISKE risk/reward, som gør det så spændende og attraktivt. Krypto kan kun sammenlignes med VC, altså venture capital. Vi har altså at gøre med potentielt VC-lignende afkast ( her menes ikke WC 🙂 ). Ej, vi har at gøre med VC afkast, hvilket svarer til at have investeret i i fx Facebook eller Netflix, inden de overhovedet blev børsnoteret. Det er altså her, der virkelig tjenes penge.
Men…. Når vi taler om mulig VC-kapital afkast, er der i VC også helt andre spilleregler, nemlig vigtigst af alt; Venture kapitalisters investeringer er ikke særlig likvide. Det er mere besværligt at sælge og det kan altså nogen gange være en fordel. Så for os små private; gevinsten er mulig, men oddsene er imod dig/mig, fordi mange er tilbøjelige til at sælge pga. fald eller utålmodighed.
VC’s venter også 10 år før en potentiel eventuel KÆMPE gevinst. Hele min pointe er bare at slå fast: du har alle muligheder for et livsændrende VC-afkast, men så må du altså også agere som en VC-kapitalist! Held og lykke hvis du ønsker VC-afkast, men ikke ifører dig et VC-mindset.
Jeg føler mig overbevist om jeg har ret. Jeg er i hvert fald mere end villig til at ligne en idiot, hvis jeg tager fejl. Jeg tror på folk siger om 5-10 år: Du/I havde sku ret, hvor er muligheden så nu? Og desværre er svaret nok, at der formentlig ikke opstår en lignende mulighed. Hjælp dig selv med ikke at blive skræmt væk. Det nemmeste er at investere præcis det beløb, som dels ville gøre en 50-dobling sjov, men samtidig ville gøre et 99% tab okay. Den perfekte balance og beløb, kan du kun selv vurdere.
Jeg mener således det er meget klogere at investere 1000kr som du VED, du ikke kommer til at sælge og er okay med at tabe, end at investere 5.000kr, som du i princippet kunne finde på at sælge ved behov eller frygt i markedet.
Jeg har selvfølgelig ingen ide om hele skidtet falder 20, 40 eller 60% i den kommende tid, men jeg føler mig overbevist om vi er markant højere oppe prismæssigt inden for 1-5 år.
Bonus afsnit
En af mine læsere, Morten, har sendt et godt spørgsmål, som jeg tror flere kunne have gavn af. Jeg har tilladt mig at opsummere det til følgende: Hvad skal der til, for at altcoins formår at løsrive sig fra Bitcoin?
Morten nævner specifikt ADA Cardano, så lad os se på den. ADA er aktuel med en opdatering, som vil muliggøre Smart Contracts på deres platform. Det er disse, der er kernen i decentraliseret finans, da de gør det muligt at skabe finansielle tjenester via blockchain. Dette vil cementere ADA’s position som en seriøs konkurrent til Ethereum. Denne Alonzo-opgradering hos ADA vil også betyde, der kan understøttes nye kryptoaktiver, så i princippet kan ADA blive en slags platform for de hastigt voksende NFT’er.
ADA er, som al andet kryptovaluta, påvirket af de overordnede omstændigheder, der er beskrevet tidligere i indlægget, altså bumpene på vejen til fuld mainstream.
Men lad os kigge på ADA sammenlignet med Bitcoin. Jeg vil lige tilføje at når ADA oplever vækst, er den eksponentiel og kan stige mærkbart rigtig hurtigt, akkurat som vi så for nogle uger siden, da prisen for første gang nogensinde ramte 3,10 USD. ADA er dermed kun små 20% fra sin all time high. Som det fremgår via nedenstående HAR ADA rent faktisk outperformet Bitcoin og måske mere end de fleste er klar over. Jeg har via Coinlib.io sammenlignet de 2 kryptovaluaers udvikling i 2021.

Her kan du se, at ADA (grøn graf) i år er steget næsten 900% hvorimod Bitcoin (blå graf) til sammenligning “kun” er steget 57%. Hvis det ikke er en løsrivelse, så ved jeg ikke hvad er 🙂 Morten er undskyldt, for da han stillede spørgsmålet, var stigninger ikke ligeså markante, men dog stadig henholdsvis 632% vs. 36%.
Det er nærliggende at tænke ADA’s mulighed Smart Contracts, ville skubbe videre på stigningerne. Og det vil det nok også, men af og til i kryptoverden, fungerer det som på aktie markedet; der sælges på nyheder. Det har været kendt og forventet i lang tid, så indvirkningen og dermed kursgevinsten er oftest inden den reelle launch, hvilket også måske afspejles i ovenstående kursgraf for ADA i år.
Når det så er sagt vil ADA i mine øjne fortsætte den positive udvikling fremover. Dette fordi anvendeligheden tager til og bliver konkret og dermed noget man kan forholde sig til. Og det mener jeg er den altovervejende effekt, der vil skubbe til at endnu flere altcoins løsriver sig fra Bitcoin. En fugleunge flyver jo heller ikke ud af reden, før den kan klare sig selv. Moderfuglen Bitcoin, har mange æg i reden, men de flyver først når de bliver store og stærke nok. I min optik, er det guldæg vi har med at gøre.
Jeg indrømmer gerne, det kan virke som om altcoins kun bevæger sig med Bitcoin og det gør de også, ultra kortsigtet. Det er yderst sjældent ADA eller andre stiger 2-cifret på en dag, hvor Bitcoin falder 10%.
Ethererum er nu nået en markedsværdi, hvor den ikke i samme grad nødvendigvis korrelerer med Bitcoin. Og det er pga. ANVENDELIGHED. Tusindevis af brugere, partnere og virksomheder stormer til deres platform, for at bruge den til konkrete formål. Det samme kan vi håbe ADA oplever.
Jo mere anvendeligt, jo flere brugere, jo flere transaktioner, jo mere interesse, jo flere investorer, jo flere fees, jo højere markedsværdi, jo mere fylder ADA og dermed jo mindre afhængig af Bitcoins udvikling.
Et andet sjovt projekt som ADA er en del af, omhandler opbevaring af eksamensbeviser via blockchain. Dette pilot projekt, er et samarbejde med Etiopiens regering. Pga. store problemer med snyd og svindel med eksamensbeviser, kan det være svært at få arbejde uden for Etiopien, på trods af fantastisk uddannelse. Det er igen et konkret eksempel på hvordan krypto og i dette tilfælde ADA kan være livsændrende og skabe konkret værdi. Altså igen, anvendelighed.
Kryptovaluta er i sig selv nyt og masser af eksisterende use-cases er jo også nyt, fx DeFi (decentraliseret finans, bankforretning uden mellemmand) og Smart Contracts som ADA vil være en del af. Så vi kan vel egentlig kalde det at innovere på det innovative. Sådan noget kender ikke sin pris, men prisen er tit højere end umiddelbart forventet. Det svare til du havde gættet på hvor stor en værdi sociale medier ville få, tilbage da internettet var ved at blive udrullet. Det ville have været umuligt, før du kendte omfanget og igen, anvendeligheden!
Tak fordi du læste med. Brug så meget tid på research, at du kan tillade dig at købe, gemme og ikke mindst GLEMME.
Hvis du ønsker at vide, hver gang jeg offentliggør et nyt indlæg på min blog, kan du følge mig på instagram: finansblog.dk.
Hvis du ønsker at blive inspireret af eller direkte kopiere min portefølje på Etoro, skal du blot oprette en bruger, søge på MKollerup og trykke “Kopier”. Det er gratis og din portefølje vil automatisk følge min. Mindste beløb er 200 USD. Jeg skriver løbende opdateringer og gode råd derinde. Få mere info og guide til oprettelse her: Sådan kommer man nemmest og hurtigst i gang med at investere! (Guide til oprettelse på eToro platform) – Finansblog.dk
De bedste hilsner
Martin, Finansblog.dk
Disclaimer:
INGEN af mine indlæg må ses som en købsanbefaling. Det skal blot ses som inspiration. Jeg er hverken autoriseret til eller kvalificeret til decideret rådgivning. Jeg tager forbehold for tastefejl, misforståede eller misfortolkede informationer mv. Du bør altid selv undersøge mine påstande til bunds.